Også dig?

Lige nu spiller U2 i Horsens, også kendt som Knallerttyvenes Højborg. Eller måske er de allerede færdige, hvem ved? Det er også lige meget, for jeg er der ikke! Og heldigvis.. For jeg forstår slet ikke hypen omkring U2. De er da noget af de mest kedelige og højrøvede.

Jeg ved godt, at U2 er et af de bands, som man ifølge Den Offentlige Mening bør være vild med og derfor også misunde dem, som nu hører dem i Horsens, men jeg har bare aldrig lært at holde af dem. Og ham Bono, hvem er det lige, der har udnævnt ham til helgen og forkæmper for alverdens formål? Mit bud er.. Ham selv! Og jeg orker ham ikke rigtig.. Både ham og hans band.

Alligevel har jeg en U2 cd. Som står og samler støv. Jeg kan overhovedet ikke huske, hvornår jeg har hørt den sidst. I et øjebliks vanvid kom jeg engang i 90’erne til at ønske mig den til jul af den helt og aldeles dårlige grund, at en gut, jeg dengang var en anelse interesseret i, var meget glad for U2 og promoverede dem kraftigt. Interessen i både gutten og livet som U2-fan forsvandt dog begge ret hurtigt..

Måske ’Pop’ bare var et dårligt sted at starte?

I stedet for at holde i kø på motorvejen ved Knallertville har jeg brugt aftenen på at køre en gammel veninde til lufthavnen, så hun kunne komme hjem til København.

Hun har været i Nordjylland i weekenden for at holde sin 30 års fødselsdag hos forældrene. De er nu taget på ferie uden hende, og hvis vi skulle nå at ses, så var en lufthavnstur eneste mulighed, når jeg skulle arbejde til 19.

Vi har kendt hinanden i noget, der begynder at ligne 25 år – ja, vi er gamle – og af en eller anden grund, ender vi altid med at tale om de store ting; Gud, mænd og kærlighed..

Selvom vi begge er vokset op i frikirkelige familier/miljø, er meget single og ikke har nogen børn, så er vi efterhånden kommet til at se meget forskelligt på de emner.

Hun er sådan en, som siger, at hun for nu er tilfreds med at have Gud som sin livspartner, og hun mener det. For mig ville det være at nøjes.

Men sådan er vi jo så forskellige.